Hvad er en ejerskifteforsikring?
Når huseftersynsordningen anvendes vil der foreligge et tilbud om ejerskifteforsikring, inden købsaftalen underskrives. Det er vigtigt for køber at sætte sig ind i, hvad ejerskifteforsikringen dækker, da køber i forbindelse med anvendelse af denne ordning som udgangspunkt ikke kan rejse krav mod sælger for fejl og mangler af nogen art ved ejendommen (læs mere om sælgers ansvar her).
Hvad siger loven om ejerskifteforsikringer?
Der er en lovpligtig minimumsdækning, som alle forsikringsselskaber skal overholde, og forsikringsperioden er minimum 5 år. Sælger betaler halvdelen af den 5 årige præmie som fremgår af det ejerskifteforsikringstilbud som fremlægges i forbindelse med underskrift af købsaftalen. Køber har ret til at vælge et andet forsikringsselskab / tilbud som kan være enten billigere eller dyrere. Sælger betaler fortsat alene halvdelen af den 5 årige præmie som er fremlagt på købsaftaletidspunktet.
Forsikringsselskaberne tilbyder forskellige muligheder for udvidet dækning, og ofte dækning op til 10 år. I forsikringstilbuddene kan der også være forskellige individuelle forbehold og undtagelser. Der er også forskel på, hvilken selvrisiko køber har pr. skade (typisk mellem 5.000 – 10.000 kr.), og om der er et loft for, hvor meget køber skal betale i selvrisiko, hvis der er flere skader. Vælger du som køber at tegne den 10 årige forsikring vil du fortsat kun få refunderet halvdelen af den tilbudte 5 årige præmie fra sælger.
Hvem skal tegne ejerskifteforsikringen?
Køber vælger selv det selskab ejerskifteforsikring skal tegnes hos. Køber kan således selv indhente alternative tilbud. Ejerskifteforsikringen skal tegnes inden overtagelsesdagen (eller dispositionsdagen, hvis den er tidligere), og dækker skader der er opstået inden dette tidspunkt. Der kan godt være fastsat en tidligere frist for tegning i tilbuddet.
Det kan være en god idé at tegne husforsikring i samme selskab som ejerskifteforsikringen, hvis der konstateres en skade, som kunne være omfattet af begge forsikringer. Således kan man bl.a. undgå diskussion om, hvorvidt skaden er opstået før eller efter overtagelsesdagen.